Inde på bestyrerindens kontor på børnehjemmet blev et papir underskrevet. En ung kvinde og en ung mand så alvorligt på hinanden. Hånd i hånd fulgte de så hjemmets husmoder ind i en af sovesalene. Der standsede de ved en seng. En lille mørkøjet dreng så forundret op og smilte til de to venlige ansigter, der bøjede sig over sengen. Han anede ikke, at disse to var hans forældre fra det øjeblik. Han var nu adopteret.
En uges tid senere blev denne lille dreng båret op til døbefonten i kirken. Hans navn blev nævnt: »- - jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Den Hellige Ånds navn!« Hans himmelske Fader standsede ved den lille, hjælpeløse dreng. Guds ansigt lyste over ham. Drengen anede det ikke, men hans navn blev skrevet i livets bog i Himmelen.
I løbet af en uge var to pagter indgået med denne lille dreng. Han havde intet gjort for det og kunne intet gøre for at hindre det. Men begge pagter havde en stor betydning for drengens liv, både for legeme og sjæl.
Vi kan aldrig gøre noget for vor frelse. Derimod kan vi gøre meget for at hindre Gud i at få sin vilje med os, når vi er voksne. Hvis derfor en voksen hedning skal blive frelst, da må han blive som et barn, før han kan blive døbt, for »Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.« Matt. 18,3.
Barnet kan ikke hindre forældrene i at bære det til dåben. Det kan lige så lidt hindre Gud i at oprette sin nådes pagt med det. Derfor bliver barnet frelst i dåben, som er »men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse..« 1. Pet. 3, 21.
