Efter et ungdomsmøde i Oslo spurgte en nyomvendt ung pige sin veninde, om ikke også hun var kaldet af Gud. »Jo,« svarede hun. »Vil du så ikke blive en kristen?« »Jo, men ikke i aften.« »Hvorfor ikke i aften, når Gud har kaldt på dig?« Veninden svarede: »Jeg vil være en kristen, men først efter påske.« Da den unge pige fortalte mig dette, spurgte jeg, hvorfor hun netop ville vente til efter påske. »Åh, hun er blevet indbudt til en fjeldtur i påsken, og det er nok den, hun er bange for at miste.«
Svaret på Jesu kald er ikke altid et klart nej eller ja. Ofte er svaret: Jeg vil - men. Det er det delte hjerte, der svarer således. Man vil nok gerne blive en kristen, men ikke lige nu. Noget andet skal gøres først.
Sådan går det desværre også ofte, når Herren kalder til tjeneste. Sjældent siger nogen direkte nej; men et helhjertet ja er næsten lige så sjældent. Det er oftest: jeg vil - men. Alle vil gerne have lydighedens velsignelse, og alle vil gerne gøre noget for Herren. Men når opgaven kommer, da er der altid noget i vejen. Der er så mange undskyldninger; man er så uduelig, så lidt frimodig, så svag og bange osv.
Skal vi være skikkede til Guds rige, må vi hverken se os tilbage eller se på os selv. Vi må se på ham, der kaldte os. Han vil gøre os skikkede.
»Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.« Luk. 9, 61-62.
