En russisk professor fortalte på et studentermøde om, hvordan han blev omvendt fra tvivl til tro. Som ung student mødte han baron Nicolay fra Finland. Denne spurgte ham, om han ikke ville være en kristen. Derpå, svarede han, at han tvivlede på kristendommens sandhed og troede, at Jesus kun var et menneske - hvis han overhovedet havde levet. Da sagde baronen: »Vil De svare mig ærligt og oprigtigt på det spørgsmål, jeg nu vil stille Dem?« »Ja,« svarede studenten. »Hvis Jesus alligevel har levet, og alt, hvad der er skrevet om ham, er sandt, er De da villig til at følge ham?« Der opstod en kamp i studentens sjæl. Men resultatet blev, at han svarede: »Ja, jeg vil.« Da kom det første lysstrejf i hans mørke sjæl, og han fulgte dette lys.
Af naturen har ingen mennesker lyst til sandheden. Alle er tilbøjelige til at pynte lidt på, sandheden om sig selv. Vi er alle af naturen selvbedragere. Og det er menneskenes store, dårskab.
Alle, der vil sandheden, må følge Kristus. Han er sandheden. Alle, der vil sandheden, må bøje sig for Guds ord, for det er den højeste sandhed, ja, den eneste.
Den dybeste Visdom er at være sand mod sig selv og mod Gud. Al verdens, visdom er dårskab, hvis den ikke indrømmer menneskets ondskab og Guds hellighed, vor fortabelse og Guds frelse.
Man må bede om den højeste visdom, og Gud vil give os den.
»Du elsker sandhed i det dunkle, du lærer mig visdom i det skjulte.« Salme 51, 8.
