Ilden har en vældig, altfortærende magt. Vi synes, at vandet i en elv har kolossale kræfter. Men det tager årtier, før det sliber, noget af en sten. Og det kan aldrig trænge igennem den. Derimod bliver stenen hurtigt gennemtrængt af varmen. Og i en vulkan, hvor ilden er enerådende, bliver stenen snart så gennemglødet, at man ikke kan se, hvad der er ild, og hvad der er sten, når lavaen slynges ud.
På samme måde vil Jesus gennemtrænge og gennemgløde et frelst menneske. Ikke sådan, at et menneske bliver fri for synden. En sten har sin oprindelige natur, selvom den bliver glødende. Og et menneske mister ikke sin gamle, syndige natur, selvom det bliver en brændende kristen. Men Jesu ild bliver den stærkeste. Og jo inderligere man lever med Jesus Kristus. jo mere afgjort og klart brænder man for ham, for hans ære, hans sag og hans riges sejr.
Tro ikke, at dette er et spørgsmål om naturlige anlæg, sådan at kun de letfængelige naturer kan blive brændende kristne. Nej, det kan ske med de koldeste, hårdeste og sejeste. Det skete med Paulus, den kolde, hårde og stolte. Såvel som med Peter, den letfængelige. Ilden gennemtrænger alle, som bliver i ilden.
Det daglige, inderlige og uafbrudte samliv med Jesus og fordybelsen i hans kærlighed kan ikke andet end tænde vore hjerter i brand.
»Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.« Rom. 12, 11.
