For to tusind år siden vidste ingen, hvad der fandtes på den anden side af Afrika. Havet der var frygtet af alle søfolk. Altid rasede der voldsomme storme, og mangfoldige skibe blev slået til vrag på de undersøiske skær. I det 16. århundrede sejlede imidlertid en portugisisk opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, forbi pynten, og kunne vende tilbage med budskabet om, at der på den anden side var et vældigt hav med stille vand - søvejen til Indiens gyldne kyst. Så blev navnet ændret til »Kap det gode håb.«
Når vort livsskib kommer til stormens pynt, og alt synes lukket, da ved Guds børn altid, at en er gået foran og har banet vej tværs igennem alle vanskeligheder. Vi kender en, som er prøvet i alt, ligesom vi, dog uden synd. Og han kan gøre et hvilket som helst »Stormens forbjerg« til »Det gode håbs forbjerg«. Jesus gjorde graven til et sejrens sted. Og han vil forvandle alle vore vanskeligheder til muligheder for hans velsignelse og kraft.
Alle ting tjener dem til gode, som elsker Gud - det er vort håbs forbjerg.
De vældige vandmasser synes at skulle knuse det lille skib, som stævner mod elven, men i stedet føres det op fra sluse til sluse. På samme måde med vore vanskeligheder og trængsler. Når Jesus får lov til at gå foran, forvandler han dem til velsignelser, som fører os nærmere til Gud.
»Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. « Rom. 5, 5.
