David Livingstones fromme hustru, Mary Moffat, bad i mange år den samme, daglige bøn. Den lød sådan: »Herre, tag imod mig, som jeg er og dan mig derefter, som du vil have mig.«
Den, der er grebet af Kristus på samme måde, som denne kvinde, vil altid føle, at der mangler uendelig meget, før målet er nået. Betragter vi os selv i lyset fra Jesus Kristus, bliver vi altid uværdige og skyldige. Da er det godt, at der ikke er lang afstand imellem den fattige synder og Jesu tilgivende nåde.
Tilgivet og renset i Jesu blod vil man altid føle en inderlig trang til mere og mere at genspejle Frelseren i sit liv. Derfor kan man aldrig blive tilfreds med sig selv. Men man jager efter at blive mere hellig og ren, mere kærlig og god.
Man bliver ydmyg, hvis man for alvor er grebet af Kristus. Derfor findes den dybeste og alvorligste syndserkendelse hos de bedste og mest prøvede kristne.
Man bliver lille i egne øjne af at være Kristus-grebet. Man agter andre højt, ja, højere end man agter sig selv. Derfor er Kristus-grebne mennesker så gode at være sammen med. De lokker det bedste frem i andre. Selvsikkerhed og hovmodighed har veget pladsen for en taknemlig trang til at forherlige Frelseren. Er du grebet af Kristus på samme måde?
»Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. « Fil. 3, 12.
