I antikkens verden var Tantalus billedet på et menneske, som, forsmægtende af tørst, befandt sig lige ved det friske vand. Men når han forsøgte at drikke det, veg det altid bort fra hans læber.
Mennesket, der lever borte fra Gud, tørster altid efter mere nydelse, flere penge, større magt og ære. Nogen tilfredsstillelse opnår det, men tilfreds bliver det aldrig. Og i evigheden vil denne tørst blive et brændende begær, som aldrig nogensinde vil tilfredsstilles. Drankere vil tørste uden at få en dråbe, begæret vil rase i kroppen, men intet øjeblik finde udløsning. Dette er helvedes pine.
Utilfredse og tørstende lever menneskene, mens livets kildevæld sprudler frisk og rent lige ved. Dette er en dobbeltsynd. Det er synd at foragte frelserens indbydelse: »Om nogen tørster, han komme til mig og drikke.« Og det er dobbelt synd at drikke af verdens skidne brønde. Det er synd mod Gud, og det er stor synd mod menneskets egen sjæl. Hvor drikker du?
»To onde ting har mit folk gjort: De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand.« klager Jeremias. 2, 13.
Livets kilder flyder frit i Bibelen og bønnen, ved bordet og- i fællesskabet. Det levende vand er en fri gave. Det står til os, om vi vil tage imod den, eller om vi vil tørste evigt i fortabelsen. Bibelens sidste indbydelse lyder: »Og det skete, da jeg igen var kommet til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse. « Åb. 22, 17.
