Den kendte Gudsfornægter Robert Ingersoll rejste engang rundt til amerikanske universiteter og holdt - foredrag for at udrydde troen blandt studenterne. På et stort møde sagde han: »Jeg giver, Gud fem minutter til at slå mig ihjel, hvis han vil.« Så talte han langsomt til fem og sagde: »Altså er Gud ikke til, for jeg lever fremdeles.« Da rejste en sig i forsamlingen og sagde: »De må ikke tro, at De udtømmer Guds kærligheds langmodighed på fem minutter.«
Al menneskenes ugudelighed og ondskab kan ikke udtømme Guds langmodighed. Lige siden syndflodens dage lever vi alle under Guds kærligheds uendelige langmodighed. Derfor bliver synd og spot og forbrydelse ikke straffet efter fortjeneste her i livet. Hvad et menneske sår, skal det også høste, men syndens fulde løn høstes først i evigheden.
Ingen må tro, at Guds langmodighed er ensbetydende med svaghed. Når Gud ikke udrydder menneskene for al deres ulydighed og trods mod hans hellige vilje, da er det, fordi Gud i sin langmodighed bærer over med os. Og Gud er langmodig, fordi han ikke vil, at nogen skal gå fortabt.
Alle menneskesjæle er dyrebare for Gud, fordi vi er dyrekøbte, betalt med Jesu dyre blod. Selv den usleste kæltring er dyrebar for Gud, fordi Jesus har gjort det muligt for den dybest faldne at blive frelst fra Satans magt.
Engang bliver dog Guds langmodighed udtømt. Da er nådetiden slut. Måtte Herrens ufattelige langmodighed da ikke have ventet forgæves på nogen af os!
»Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.« 2. Pet. 3, 9.
