Min lille pige havde været ude at lege med nogle kammerater. Nu skulle hun i seng, og vi sad og talte lidt sammen, før vi bad til Jesus. Hun plejede at fortælle et eller andet, som hun havde set og hørt, når vi sådan hyggede os sammen. Den dag måtte en eller anden have skræmt, hende med, at en styg mand ville tage hende, for pludselig kastede hun sig om halsen på mig og sagde: »Kommer der vel nogen styg mand og tager mig, når fader passer på mig?«
På sin barnlige måde fik hun sagt noget, som gjorde Guds fred så levende for mig. Guds fred er en person, akkurat som jeg var min lille piges fred og tryghed.
Jesus ikke blot lover os fred, han er selv vor fred. Har jeg Jesus, så har jeg også fred. Freden består jo ikke i noget, jeg føler, men i noget, Jesus har gjort for mig: »Han stiftede fred«, står der, »og dermed dræbte han fjendskabet.« Ef. 2, 15-16.
Det modsatte af fred med Gud er fjendskab med Gud. Dersom du ved korsets fod har nedlagt våbnene og opgivet dit fjendskab og din modstand mod Gud, da har du fred med Gud, for da er Kristus din forsoner, din fredspagt med Gud.
Om det stormer på livets hav, og båden kun synes lille, og hjertet bliver uroligt, da ejer du alligevel fred, for Jesus er om bord.
»For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.« Ef. 2,14.
