Da den tyske kejser Wilhelm skulle besøge Jerusalem, sendte sultanen en vogn for at hente sin gæst. Men det viste sig, at vognen var for stor til at komme igennem de gamle, historiske porte. Da gav sultanen ordre til at rive en del af muren ned, og en ny vej blev lavet, for at kejseren kunne komme ind i Jerusalem.
Når kongernes konge og herrernes herre vil ind i hjerterne, finder han oftest døren lukket. Kun spædbørnene er ude af stand til at lukke ham ude. Alle andre kan lukke den almægtige ude. De lukker med deres lyst til synden og deres ulyst til at blive renset, med deres stolthed og med deres trods mod Gud.
Derfor må der ryddes vej for Herren. Ikke fordi han er for stor. Men fordi vort hjerte er så snævert for ham, så fyldt af alt andet.
Det er omvendelsen, der åbner vejen for Herren. Og det er Den Hellige Ånd, der rydder vejen. Men den undergraver kun murene omkring vort hjerte, underminerer modviljen mod Herren og knebler stoltheden. Til sidst bliver det kun et spørgsmål, om du vil lade al modstand falde og selv åbne døren for Frelseren.
Sådan var den første omvendelse, sådan er det i den daglige omvendelse.
Herren vil bo i hele vort hjerte. Han vil have fri og daglig adgang til alle hjertets rum, til fantasi og lyst, til tanke og vilje. Men han tvinger sig aldrig frem. Han står kun foran døren og banker.
»Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. « Es. 40, 3-5.
