F. B. Meyer fortæller i en af sine bøger om en samtale, en af hans venner engang havde med en dame, der ikke kunne forstå, hvorfor hun ikke fik, hvad hun bad om. Under besøget blev der serveret te for ham.
»Vær så god,« sagde hun, »må jeg byde Dem en kop te.« »Undskyld,« sagde han, »må jeg bede om en kop te og sukker og fløde.« »Ja, det er jo alt sammen på bordet. De kan bare forsyne Dem.«
»Se nu her,« sagde han, »sådan har De gjort i mange år. Herren har tilbudt Dem nåde på nåde, men De har kun fortsat med at bede uden at tage imod, hvad De har bedt om.«
Tager du imod, når du har bedt? Kære unge ven, du har syndet og bedt om syndernes forladelse. Har du taget imod denne herlige gave, som Gud er mere villig til at give, end vi er villige til at bede?
Mange fortsætter med, at tigge om syndernes forladelse, gang på gang beder de om tilgivelse for den samme synd. Dette er vantro. Har vi bekendt, så har Gud tilgivet.
Når nogen giver os en gave, siger vi jo tak, når vi modtager den. Når vi beder Gud om noget efter hans vilje, da ved vi, at vi får det, vi har bedt om. Det eneste, vi siden har at gøre, er at takke ham for gaven og tage imod den. Det glemmes altfor ofte. Og derfor får vi ikke del i Guds rige nådegaver.
»Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.« Joh. 1, 12.
