En fattig, gammel kone fandt en dag på gaden en genstand, som hun tog op og omhyggeligt pakkede ind i sit lommetørklæde.
En politibetjent så det og regnede med, at det var noget værdifuldt. Han fulgte derfor efter den gamle og, spurgte hende, hvad hun havde fundet. Til hans store forbavselse viste det sig blot at være nogle glasskår.
»Hvorfor har du samlet dem op?« »For at de barbenede børn i gaden ikke skal skære sig til blods på dem.«
Det er kun kærligheden, som kan skænke et sådant skarpsyn og en sådan omsorg. De egenkærlige egoister siger: De kan vel selv tage sig i agt. De magelige og ligegyldige siger: Det har jeg ikke noget ansvar for.
Vi færdes mellem tusinder af andre, der er yngre end vi, mindre erfarne og mere overfladiske. Tankeløst leger de, hvor de let kan tage skade for livet. Banden og uren tale, løgn og uærlighed, sjofle billeder og slette fornøjelser møder dem på deres vej.
Børnene lærer ofte dette af de halvvoksne, og lader sig smitte af deres eksempel. Har, du tænkt over, hvor stor indflydelse du har på dem, der er yngre end du selv? Har du tænkt på, hvilket ansvar du har med dit liv? Ved du, at Gud skal dømme dig efter hvad, du har gjort mod de mindste små? Måtte det aldrig kunne siges om os, at vi ligner Kain!
»Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« 1. Mos. 4, 9.
