En jødisk rabbiner har forklaret meningen med Herrens dag gennem følgende lignelse: Der var en gang syv brødre, der boede sammen. De seks gik daglig på arbejde, mens den syvende passede hjemmet og lavede maden. Det gik længe godt på denne måde. Men en dag begyndte en af de seks at rette bebrejdelser mod den broder, der var hjemme, og beskyldte ham for dovenskab. De andre støttede ham og forlangte, at han skulle gå ud at arbejde.
Nu sled de alle syv idet fra morgen til aften, men hvor uhyggelig trist var det ikke nu, når de kom hjem. Ikke et værelse, ikke et måltid var i orden. Intet lys, ingen varme i ovnen. Snart indså de deres dumhed og lod den syvende broder være hjemme. »Sådan er det med hviledagen,« sagde rabbineren, »den bringer lys, kraft, trivsel og velsignelse til de andre dage.«
Det lønner sig altid at følge de regler, som Gud har givet os. Legemet og sindet trænger til den hvile og afspænding, som hviledagen giver. Men fremfor alt behøver vi den for vor sjæls skyld. Gud har givet os den som en helligdag, en dag, hvor vi får særlig anledning til at søge samfund med Gud.
Jesus gik efter sin sædvane til templet. Det er godt at vænne sig til hellige vaner, mens man er ung. Den, som vænner sig til at søge Herrens hus og hans nadverbord på Herrens dag, vil eje en kraft til alle ugens dage, som vil præge hele livet.
Guds bud er ikke afskaffet. Holder du det?
»Husk sabbatsdagen og hold den hellig. « 2. Mos. 20, 8.
