Den afdøde italienske digter Giovanni Papini havde, som han selv siger, i sit hovmod forsyndet sig imod Kristus som få andre. Han ville til sidst skrive en bog og overøse Kristus med hån. Det endte med, at han skrev sin vidunderlige »Kristi livs historie«, som bliver kaldt det femte evangelium.
Kristushadet er ikke så langt fra Kristuskærligheden, som ligegyldigheden. De lunkne, de, der indretter sig, som om Kristus ikke er verdens herre, de er længst borte fra livet i Gud. Og dog findes de ofte i kristne forsamlinger. Hvem er de lunkne?
De lunkne er ofte pæne, gode mennesker, der udadtil lever et smukt liv. De brænder ikke af had til Kristus og heller ikke af kærlighed til synden. Der brænder heller aldrig nogen anger i deres hjerter. De er glade for sig selv og trænger ikke til nåde. De siger: »Vi er rige og har I overflod og mangler intet.«
De lunkne kan ofte være med til kristelige møder, og sammen med de troende synes de at passe der. Men de passer lige så godt sammen med de verdslige og føler sig tilpas i deres tomme, fornøjelsessyge miljø.
De lunkne brænder ikke for andres nød. Hver må gøre, hvad han vil. De vil gerne leve i fred og ro og vil helst, at alle andre også skal leve i fred. At skelne mellem åndeligt og verdsligt, at vidne og frimodig bekende Jesu navn for at vinde andre, passer dem ikke. Bede for at frelse sjæle føler de ingen trang til. De er sig selv nok. At være med Kristus, betyder at samle med ham. Passive og lunkne kristne er døende kristne. Dette ved Jesus:
»Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!« Åb. 3, 15.
