En gammel kvinde klagede sin nød til en erfaren kristen og sagde, at hun var så nedtrykt over at mærke, at Gud ikke længere var med hende. Den anden svarede med et glimt af ægte, kristen humor: »Ja, du ved jo, at der står skrevet: Se, jeg er med jer hver anden dag?« »Nej,« svarede kvinden overrasket, »der står: Alle dage.« Og på een gang forstod hun. Herren havde ikke forladt hende, selvom dagene var mørke.
Dersom man kun venter sol og medvind i Herrens følge, kan man nok fristes til at tro, at Herren ikke er nær, når man kommer ud i storm og uvejr. Han er dog i båden alligevel.
Det kunne se ud, som om Gud havde forladt Josef, da han blev solgt til Ægypten og endnu mere, da han blev kastet i fængsel. Men Gud var også med ham der og vendte det onde til det gode. Han var med Peter i fængslet, ligeledes med Paulus og Silas. Han var også hos Paulus, mens han lå lænket i lange, lange tider, og ingen engel åbnede fængselsdøren. Og Paulus skrev sine opmuntrende breve til menighederne.
Herren er med i forfølgelsens dage, i den brændende ovn og i løvekulen. Han er med i hungerens dage og velsigner melet. I sygdommens dage er Herren nær. Af og til helbreder han. Altid hjælper han igennem. Han er med i krigens dage. Hvis flyvemaskiner falder ned, og skibe synker, hvis byer bombes, og hjem hærges, så falder en spurv alligevel ikke til jorden, uden at Gud vil det.
Vore følelser skifter, som sol og regn. Var Gud kun med os, når vi følte det, ja, da var Gud ustadig og kristenlivet usikkert og utrygt.
Af Guds eget ord ved vi, at der ikke er en dag i hans disciples liv, uden at Gud er med.
»Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem, for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.« 5. Mos. 31, 6.
