En gammel, dødssyg mand var indlagt på et hospital i London. Han havde hverken slægt eller venner, og til at begynde med troede de heller ikke, at han havde penge. Men da de klædte ham af for at lægge ham i seng, fandt de en pengepose, som hang i en snor omkring hans hals. De bad om lov til at opbevare pengene, men manden råbte op og svor på, at pengene skulle med i ligkisten, ellers fik han ingen fred i graven. Dødstimen kom, og lægen forsøgte yderst varsomt at fjerne posen. Men da åbnede manden for sidste gang de brustne øjne og sagde med skælvende stemme: »Mine penge, mine penge.« Så fulgte et dybt suk, og han var død.
Jesus kalder pengetilbederen en dåre. Vi synes, at Esau var en dåre, når han solgte sin førstefødselsret for et måltid mad. Men den, som sælger sin sjæl for penge, er den største dåre.
Store formuer samles desværre altfor ofte på en måde, der medfører, at sjælen går fortabt. Underbetalte arbejdere og fattige mennesker, som må betale høje renter af deres lån, sukker og lider. Vor Bibel siger, at deres suk når op til Himmelen. De er mange rigmænds dårlige samvittighed.
Al vinding, som sker på bekostning af sjælens evige frelse, er evig dårskab. Derfor er verden blevet et stort dårehus, hvor begæret efter rigdom og magt har sat krige i gang, som ødelægger lande og nationer. Vær klog og bjerg din sjæl, selvom du til gengæld skulle miste meget andet.
»Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?« Luk. 12, 20.
