Efter et ungdomsmøde i en lille by i Telemarken kom jeg om aftenen op på mit værelse i hotellet Da hørte jeg fra hotellets dagligstue klangfuld mandssang. Den sang har forfulgt mig siden. Den begyndte sådan: »Det er det samme, hvor jeg kommer, når jeg dør, for jeg har venner begge steder, som vil modtage mig med hæder. Det er det samme, hvor jeg kommer, når jeg dør.« Det klang så skærende skarpt mod den sang, vi havde sluttet vort ungdomsmøde med: »Har du mod at følge Jesus, hvad det end skal koste dig? Har du mod, når verden håner og til modstand rejser sig?«
I evigheden bliver der stor afstand mellem Guds venner og Guds fjender, de frelste og de fortabte. Der gives ingen tredie plads for dem med venner begge steder.
Heller ikke her i livet lader det sig gøre at være både Guds ven og og verdens ven.
De, der ikke vil tage standpunkt for Jesus, for ikke at støde vennerne i verden, de er Kristi fjender. De, der ikke vil bekende Jesu navn, fordi de er bange for verdens hån, smil og foragt, de er Satans venner. Nej, det lader sig ikke, gøre at være Jesu ven, selvom man bekender Jesu navn, hvis man samtidig dyrker og elsker mammon, verdens fornøjelser og lyster. Hvor står du?
»I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.« Jak. 4,4.
