Opfinderen og statsmanden Benjamin Franklin stod en dag i dybe tanker i forstavnen af et skib, der førte ham fra England til Amerika. Han var Europas og Amerikas mest fejrede mand, og nu sad han i selvoptagne tanker om den hyldest, der ventede ham i Amerika.
Pludselig slog et, lyn ned og kløvede den mast, han stod ved, og slyngede ham ned på dækket Franklin fortæller: »Da jeg rejste mig, var mine første ord: »Jeg takker dig, min Gud.« Hvorfor takker jeg? Fordi Gud påny havde skænket mig livet? Nej, derpå tænkte jeg først senere. Men jeg takkede Gud, fordi han havde mindet mig om, hvem han var og hvem jeg var. Han: altid den samme, den eneste, den Almægtige. Og jeg: Intet andet end en orm.«
Trangen til at være stor er dybt rodfæstet i os mennesker. Selvom vi ikke bygger et bablelstårn for at nå himlen, så hæver vi os dog i tankerne højt over hverandre, så længe vi glemmer, hvem Gud er.
I fornold til Guds almagt bliver vi alle uendelig små: Når Herren taler gennem lyn og torden, orkan og jordskælv, da må alt og alle tie, og menneskene skælve.
Vi burde altid se os selv i dette forhold til Gud. Vor plads burde altid være i støvet for Himmelens og jordens skaber. Den falske storhed glemmer, hvem Gud er. Den sande storhed giver Gud al ære og bøjer sig i støvet i tak og tilbedelse over, at Gud vil have med os at gøre.
En eller anden har sagt: Hvorfor trykker Guds vældige hånd så mange ned? Jo, fordi han finder så mange stående og så få på knæ.
»Se jer om, I som er fulde af foragt! I skal blive stumme af undren og gå til grunde, for jeg udfører en gerning i jeres dage, en gerning, som I ikke ville tro, hvis nogen fortalte jer om den.« Ap. Gern. 13, 41.
