En mand kom, dryppende af sved, til stationen, efter at toget var gået. »De løb ikke hurtigt nok,« sagde stationsforstanderen, da han så ham. »Jo, men jeg begyndte for sent,« svarede manden.
De fem ukloge jomfruer var ivrige nok efter at få olie på lamperne, da råbet lød: »Se, brudgommen kommer. Gå ham i møde.« Men de begyndte for sent. Derfor kom de for sent og fandt døren lukket.
Man regner tit med at have god tid, mens man er ung. Og få unge siger derfor direkte nej, når Herren kalder, men tilføjer: »Ja - i morgen, senere, når jeg bliver ældre -.« Man kan jo blive omvendt, når man er gammel, for »Guds nåde varer hele livet.« Men det sker næppe ofte. Som regel bliver det for sent.
I alle tilfælde er det sent at blive kristen, når livet næsten er forbi. Og meget er for sent. Det er for sent at indhente det forsømte. Tiden kommer ikke tilbage. Det er for sent at blive sjælevinder. Anledningen er borte. Det er for sent at bære frugt, for sent at være et eksempel for børn og unge, for sent at være verdens lys og jordens salt. Hvis man bliver frelst i alderdommen, har hele livet dog været forgæves.
Ungdomstiden er livets forår. Når den er forbi, er livets bedste og rigeste tid omme.
Hvert år, man udsætter at vie sit liv til Gud, er et år for sent. Og forhærdelsens kræfter er også i virksomhed i ungdomsårene for den, der siger bevidst nej til Herrens kalden. Måtte dit livs motto ikke blive: For sent!
»Men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag.« Hebr. 3, 13.
