Under den første kristenforfølgelse på Madagaskar (1835-48) blev en del kristne ført ud på en stejl klippeafsats på vestskråningen af Tananarivebjerget, hvorfra de blev styrtet ned.
Blandt disse var en af de ledende kristne, Rainiamiadana. Han bad om at få lov til at knæle i bøn, før de skubbede ham udover kanten. Efter bønnen råbte han til den store skare på flere tusind tilskuere, der stod omkring på bjergskråningerne: »Mit legeme styrter I ned, men min sjæl stiger op til Gud. Derfor er jeg glad for at dø i hans tjeneste, der har skabt mig.«
Kristus giver kraft til at vidne, hvad det end kaster af fjendskab og forfølgelse. Han giver kraft til at bekende Jesu navn, hvor fornægtelse kunne redde hans liv. Og denne kraft vil Kristus give til den svageste og fejeste af sine venner, jo mere kraft, des svagere vi er.
Der skal stor kraft til for at dø for Jesus. Der skal endnu større kraft til at dø med et glad og frimodigt vidnesbyrd. Det er troens triumf. Men der er ingen kraft i Kristus, der ikke er tilgængelig for alle hans børn. Derfor er der ingen grund for nogen af os til at leve på sulteføde som kristne.
Vil vi i troen tilegne os Guds riges løfter og tage imod hans herlige kraft, så vil han gøre den svageste til en kæmpe. Det vil han gøre i dag for dig, som tror.
»Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.«.« Mark. 9, 23.