I sin bog »Det gjorde Gud« fortæller Ludvig Hope om en ven, der lå på Rigshospitalet i Oslo, opereret for trettende gang. En dag fik han et brev, men han havde ikke kræfter til at læse det. Det var fra troende venner. Da professoren, som havde opereret ham, kom og så til den syge, bad manden ham om at læse brevet. Mens han læste det, blev professoren grebet af, hvad der stod, og sagde: »Det må være svært at rejse bort fra så mange venner.« »Nej, hr. professor,« lød svaret, »jeg træffer også mange af samme slags deroppe.«
Hele vort liv her på jorden skulle være en forberedelse til livet I Himmelen, en skole, hvori vi lærte at tale Himmelens sprog og synge den ny sang, hvor vi begynder at smage Himmelens glæder, og vor sjæl stemmes efter tonen fra Himmelen.
Her er Himmelens port. Når det bliver levende for os, at vi lever i Himmelens port, da bliver vi i højere grad himmelborgere, og alle vore interesser får Himmelens stempel på sig.
Livet her er så kort i forhold til evigheden. Derfor bliver det også sådan for den unge, der har et langt liv foran sig, at han daglig lever i Himmelens port. De venskaber, der knyttes her, har derfor evige bånd. Man har ikke alene venner for livet, men venner for evigheden.
»Og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus.« Ef. 2, 6-7.
