Over katedralen i Sevilla, hænger Murillos mesterværk, et af de mest berømte malerier i verden, og praktisk talt uvurderligt. Det kan ikke sammenlignes med, noget andet. Da det blev malet, opholdt den store kunstner sig i et kloster, og en, morgen blev han inspireret til at male - det føltes som en uimodståelig trang. Han bad om lærred til at male på, men det fandtes ikke. Man, søgte over alt, og til sidst tilbød man ham noget groft, brunt stof, ikke stort bedre end sækkelærred. Det var det eneste, de, havde, men kunstneren tog det, groft og tykt som det var, spændte det ud på et bræt og malede et af verdens mesterværker på det.
Når Herren vil male sit eget billede i vort liv, må han ofte nøjes med dårlige materialer. Det sker at synden har tilsølet og besudlet mennesket, så andre vender, sig bort i afsky. Alle er vi urene og ulydige overfor Gud.
Men han. som skabte mennesket af intet, og som lader skønne, rene blomster vokse frem af den sorte muld, han kan også tegne sit billede i et syndigt menneskes liv, ja, i vor sjæl. For han vil fylde os med sin hellige, rene ånd, fylde vort hjerte og præge os indefra til lighed med sig. Hvilken nåde!
»Så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.« 2. Kor. 3, 3.
