Alle mennesker kan tale om skæbnen og om forsynet, og ingen finder det særlig stødende, om nogen bekender, at de tror på en højere magt og en evig styrelse, eller hvad det nu er for et tågenavn, verden bruger for at undgå anvendelse af ordet Gud.
Mange kan for resten også godt tale om Gud. Da kalder de ham gerne »Ham deroppe«, »Gud Fader« eller »Vorherre«. Af og til - ved ganske særlige lejligheder, f. eks. begravelser og ulykker - vover de sig til at benytte navnet Gud.
Der er straks uendelig færre, der tør tale åbent og frit, så alle hører det, om Jesus. En ung kontorist fortalte: »Jeg havde en god ven, der blev omvendt før mig. Vi fulgtes ofte til kontoret om morgenen. Men jeg husker endnu, hvor pinligt, jeg syntes, det var, når han fortalte et eller andet fra sit nye liv og så nævnede Jesus-navnet så højt, at nogen måske kunne høre det!«
For verden er der noget vanærende ved Jesus-navnet Det minder om lidelse, blod og ydmygelse. Men i Guds børns øren er det det herligste navn på jorden, »Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.« Ap. G. 4,12.
Det er et afgørende tegn på levende kristendom, om et menneske elsker navnet Jesus. Er vi virkelig frelste, så elsker vi Frelseren. Og da må vi synge om ham, bede til ham og tale om ham.
»Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.« Matt. 10, 32-33.
