Den berømte, norske hvalfanger Svend Foyn udtalte en gang nogle, fyndige visdoms ord: »Tjen så meget, du kan. Spar så meget, du kan. Giv så meget, du kan.«
De fleste unge har nok tænkt at følge det første bud. Ret forstået er det også en ung kristnes pligt at tjene så meget, han kan, det vil sige at blive så dygtig, han kan, og nå længst muligt med de evner, han har fået.
Det andet bud er vanskeligere. Men måske er mange alligevel enige i, at Gudsfrygt med nøjsomhed er en stor vinding. Men de fleste, som praktiserer det gør det nok mest for at lægge penge op, og skaffe sig ejendom.
At være nøjsom for at kunne give så meget, man kan, er noget af det vanskeligste at lære her i livet. Men det er en sikker vej til at komme i det rette forhold til pengene. Og vort forhold til Gud afspejles klart af vort forhold til pengene.
En ung, troende bondekone blev mindet af Gud om at give en gris til Guds riges sag. Det syntes hun ikke, de havde råd til. Derfor sagde hun ikke noget til manden derom. Op mod jul skulle begge grise slagtes, den ene for at sælges, den anden til eget brug. Men den, morgen, de skulle slagte, var den ene gris død. Da fortalte hun sin mand om det, hun var blevet mindet om, og sammen lovede de ikke mere at modsætte sig Herrens ønske. Siden har de ofte erfaret velsignelsen ved at give.
»For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver..« 2. Kor. 9, 6-7.