Hvad er tid? Er det urets tikken, sekunderne og minutterne? Er det solens gang? Er det vekslingen mellem dag og nat, sommer og vinter, vår og høst? John Mott svarer: tid er selve livet, opmålt til arbejde.
Det græske ord for tid, der er brugt i vort Ny Testamente, »kairos«, betyder også anledning. Derfor oversætter den svenske Bibel »tid« til »anledning«.
Når Guds kald kommer, er det den belejlige tid til omvendelse. For os synes den tid altid meget ubelejlig. Der er så meget andet, der skal gøres først. »Når jeg får god tid, vil jeg kalde dig til mig,« sagde landshøvdingen Felix til Paulus.
Når Gud kalder til stilhed, da gør Satan det ubelejligt og fylder tankerne med mange ting.
Når Gud kalder til tjeneste, da melder der sig så let tusind andre ting, der skal gøres først.
At gribe den gyldne anledning i flugten koster altid noget. Man må betale for den belejlige tid med den tid, man ellers bruger til egen hygge og magelighed. Ofte må man betale for den bedste anledning med gode anledninger. Man må forlade gode, interessante, rige opgaver, når Gud kalder til noget større og vigtigere.
Det store spørgsmål bliver: Skal Glid råde over min tid? Skal han det, så må vi lade være selv at råde over tiden. Da må vi til enhver tid være villige til at sælge vor tid, ofre den, for at kunne bruge den til Herrens ære og i Herrens tjeneste.
Tiden vender aldrig tilbage. Derfor er der evig alvor i formaningen:
»Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. « Ef. 5, 15-16.
