Prins Oscar Bernadotte fortæller om en fader, der en dag gik frem og tilbage i en lille blind gade. Der var kun nogle få huse i gaden. Uden for det største gik denne mand. En bekendt så ham og spurgte, hvorfor han gik der. Han fortalte, at huset var et gymnasium, hvor hans søn var elev. Denne dag var der afslutning, og eksamensresultaterne skulle bekendtgøres. Og nu gik faderen der, thi hvis sønnen var dumpet til eksamen og listede sig ud ad bagdøren, ville faderen stå der og tage imod ham og give ham et varmt håndtryk.
Sådan kan en fader være fuld af forståelse og medfølelse med sin søn. Skulle vi da tro mindre om vor himmelske Fader?
Hvis et barn fejler og falder, om det dumper til eksamen, eller det går galt for det i livets hårde kamp, så vil det kunne regne med mors og fars hjælpsomhed og kærlighed.
Vor himmelske Fader er uendelig mere langmodig og kærlig end den bedste fader her på jorden. Han kan ikke se igennem fingre med vore fejl og synder. Sådan handler mange forældre, og deres barmhjertighed og overbærenhed bliver kun til skade for børnene. Nej, Guds barmhjertighed har sin grund i Jesu forsoning; derfor er der kraft i Guds barmhjertighed, kraft til et nyt liv med sejr der, hvor der før var nederlag.
Fordi Guds barmhjertighed er sådan, gælder den kun dem, der frygter ham. Frygter du Gud, så at du tager imod hans nåde?
»Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.« Salme 103, 13.
