440 Selv kun et intet, intet

1. Selv kun et intet, intet,
   i støvet for synderes ven,
   et skrøbeligt kar, der renset
   til mesterens brug stilles hen;
   så renset, at han kan mig fylde,
   når frem på hans bud jeg skal gå;
   men skrøbelig, så jeg bestandig
   fra ham kan min styrke få.
   Selv kun et intet, intet,
   i støvet for synderes ven,
   et skrøbeligt kar, der renset
   til mesterens brug stilles hen.
    
2. Selv kun et intet, intet,
   dog ført i hans vejleder-bånd,
   en tjener, der står ved døren
   og venter et vink af hans hånd;
   en harpe, som toner så længe,
   dens mester på strengene slår,
   men villigt i tavshed vil hænge,
   til atter hans hånd den når.
   Selv kun et intet, intet,
   dog ført i hans vejleder-bånd,
   en tjener, der står ved døren
   og venter et vink af hans hånd.
    
3. Selv kun et intet, intet,
   og må det med smerte end ske,
   jeg lægger mig dybt i støvet,
   at verden min Jesus må se.
   Ja, selv kun et intet, et intet,
   men ham være ære og pris!
   Thi han er velsignelsens kilde
   med strømme fra Paradis.
   Selv kun et intet, intet,
   og må det med smerte end ske,
   jeg lægger mig dybt i støvet,
   at verden min Jesus må se.

Georgiana M. Taylor/H.P. Mollerup