En lille pige stod og så på mors hænder. »Hvorfor har du så grimme hænder, mor?«, spurgte hun. Moderen så kærligt på sit barn og svarede: »En dag, da du var ganske lille og sad ved bordet og legede, væltede du lampen. Den faldt på gulvet og blev knust. Der gik ild i din kjole, men jeg slukkede ilden med mine hænder og reddede dig. Derfor har jeg så grimme hænder.«
Da tog den lille pige moderens hænder og blev ikke træt af at kysse dem. Og mens tårerne løb hende ned ad kinderne, sagde hun: »Å, mor, ingen har så pæne hænder som du.«
Hvorfor skulle Gud være så grusom at lade sin søn lide på forbandelsens træ? Hvorfor skal vi have sådan en blodig frelse? Hvorfor skal vi altid mindes om hudstrygning, tornekrone og nagler, kors og blod? Kunne vi ikke få en lys og tillokkende Kristus, i stedet for denne sårede, lidende frelser?
Vor himmelske Fader svarer sine uforstandige børn mildt og alvorligt: Fordi verden var fortabt i synd og fanget i Djævelens snarer, fordi verdens skyld var så stor, at intet menneske kunne sone den, derfor måtte Jesus give sig selv i døden, for at frelse os. Han døde for dig.
»På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt.« 1. Pet. 2, 24.
