I Korea døber de ikke en nyomvendt, før han har ført en anden til Kristus. At vinde andre er tegn på, at man selv er helt vundet.
At gøre dette til lov synes farligt. Men at overlade arbejdet som sjælevindere til nogle enkelte er endnu farligere. Hver eneste kristen er et sendebud i Kristi sted. At være ligegyldig for andres frelse er et dødstegn hos en kristen, mens omsorg for sjælenes frelse er et sikkert livstegn.
En ung, kvindelig missionær var kommet hjem efter lang tids tjeneste i Kina. Hun var tvunget til at rejse, fordi hun var nedbrudt af sygdom. Jeg traf hende på missionærhjemmet i Vrådal. Da var hun så syg, at det var en hel rejse for hende at bevæge sig nogle hundrede meter hen til en bænk og sætte sig der. Vi kom naturligt nok til at tale om Kina. Da, så hun langt frem for sig, og med et vemodigt, men samtidigt lyst smil sagde hun: »Jeg beder stadig og længes efter den dag, hvor jeg kan få lov til at rejse ud igen.«
Sådanne helhjertede missionærer er ikke lavet af andet stof end du og jeg. Selvom det ikke er Guds vilje, at alle hans venner skal drage ud som missionærer, så er det i hvert, fald Herrens vilje, at vi alle skal være missionærer, hvor vi er. I Guds hær er der almindelig værnepligt. Ingen kan trække frinummer. Men man kan selv trække sig tilbage.
Ingen bliver tilfreds med at unddrage sig at gøre Guds vilje, men de, som er lydige, får Herrens kraft og erfarer hans nærhed og velsignelse over deres liv.
»Jesus sagde til dem: »Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.« Joh. 4, 34.
