Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. En persisk forfatter fortæller: I min ungdom længtes jeg alvorligt efter fromhed, og af og til stod jeg op om natten for at våge og bede og læse i Koranen. En gang vågnede min fader under min fromhedsøvelse, og jeg sagde da: »Ser du, hvordan dine andre børn hengiver. sig til den verdslige søvn, mens jeg alene våger for at prise Gud?« Min fader svarede: »Min dreng, det er bedre at sove, end vågen at opdage sine brødres fejl.«
Hovmodet kan tage mange skikkelser, og ofte ifører den sig fromhedens klæder. Kan vi ikke gøre noget, som er større og frommere end andres gerninger, så kan vi lade dem se, at vi er de ydmygeste. Og så kalder vi os selv »den største af alle syndere«, Kun for at være store.
I vort kristenliv indsniger der sig så mange »fromme« synder, og de er ofte meget værre og fælere end de ydre synder, som vi har brudt med. Selvglæde og dømmesyge er to af de farligste, fordi de ser ufarlige ud.
»Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere, end jer selv.« Fil. 2, 3.
