En af Æsops fabler hedder »Musen og padden«. Ved et tilfælde gjorde en mus bekendtskab med en padde, og de begav sig på vandring sammen. Under venskabs maske og for at beskytte den mod alt ondt bandt padden musens ene forben til sit ene bagben, og på denne måde tilbagelagde de et stykke vej på landjorden. De kom snart til en sø, hvor padden bad musen være ved godt mod, og begyndte at svømme over den. De var knap nået midtvejs, så dukkede padden pludselig til bunds og drog den ulykkelige mus efter sig.
Der findes mange sådanne falske venskaber. Jakob og Laban var venner, de kunne falde hinanden om halsen og kalde hinanden brødre. Men venskabsbåndet var kun til egen fordel.
I venskab mellem en troende og en vantro går det meget ofte som med musen og padden. Den ene drager den anden med sig, og stærkest trækker den, der drager nedad. Mange unge kristne er druknet i et verdsligt miljø på grund af deres verdslige venner.
Om Jonatan og David står der, at de indgik en aftale med hinanden, og »Jonatan tilsvor yderligere David sin kærlighed, for han havde ham kær som sit eget liv.« Noget af dette må der være i et ægte, kristent venskab, ikke egenkærlighed, men uegennyttig kærlighed. Søg sådanne venner. Vær selv en sådan ven.
Sådanne venner står fast og hjælper hinanden i nødens stund. Da David var i livsfare, står der, at »Tog Sauls søn Jonatan af sted til David i Horesh. Han fik ham til at hente nyt mod hos Gud« 1. Sam. 23, 16.