Augustin gik en dag langs Middelhavets kyst og grublede over den evige gåde: treenigheden. Han prøvede at forstå den, men magtede det ikke.
Da så han en lille dreng, der sad og gravede et dybt hul i sandet ved strandbredden. Dybere og dybere.
Augustin spurgte: »Hvad skal du med det hul, min dreng?« Drengen svarede: »Jeg vil lede Middelhavet ind i dette hul.«
Augustin gik videre og tænkte: Det store, udstrakte hav ind i et lille hul. Den store, evige Gud ind i en lille menneskehjerne. Og Augustin forstod sin tåbelighed.
Det guddommelige og evige er ikke stridende mod fornuften. Ingen har beskyldt de store filosoffer i verden for at være ufornuftige, selvom man ikke altid kunne forstå deres spekulationer. Man erkender, at de er mennesker, der er fornuftigere, klogere, mere intelligente, end man selv er.
Det ville være klogt, om vi alle over for Gud erkendte, at vor egen fornuft er begrænset. Endnu klogere ville det være, hvis vi derfor troede det, som Gud gennem sit ord har åbenbaret os om de evige ting.
Har du lært at indrømme, at du er støv, og at Gud er Gud? Og har du bøjet dig i støvet for den levende Gud? Hvis ikke, så vær fornuftig, så du gør det nu.
»Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse. For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren;« Es. 55, 7-8.
