Stanley Jones fortæller Om en lille missionærdatter, der gik ind på et af gæsteværelserne, tog nogle bolcher og fortalte sin moder, at hun havde fået dem forærende. Da moderen opdagede det, blev hun meget bedrøvet, tog den lille pige på skødet og fortalte hende, hvad det betød.
Barnet begyndte at græde og lod til at angre, og moderen sagde da: »Jeg er glad for, at du angrer dette. Tag nu bolcherne ud af munden og kast dem bort, så jeg kan se, at du virkelig angrer. Den lille pige så på moderen gennem tårer, bed tænderne sammen og sagde: »Nej!«
På samme måde kan et menneske græde over sin synd, erkende den, angre den - og dog beholde den.
En syndig handling, en syndevane, skal ikke blot erkendes. Den skal overgives til Kristus, korsfæstes med Kristus. At bekende en synd med den bagtanke at beholde den, er fusk. Det er et forsøg på at være et lysets barn og samtidig vandre i mørket. Og det er et usandt kristenliv.
Kristi blod renser fra al synd. Det indeholder både tilgivelse og kraft til sejr over synden. Ingen sand kristen kan leve i bevidst synd. Gør han det, er han ikke længere et lysets, men et mørkets barn.
At vandre i lyset betyder til stadighed at være i Guds lys, at være for Guds ansigt med alle ting. Der er synd nok at kæmpe med til daglig, i det skjulte. Men først må Kristus have fjernet de åbenlyse syndevaner fra vort liv.
»Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.« 1. Johs. 1, 6-7.
