Der var en mand, der i overmod og gudløshed en dag kastede en Bibel ind i den flammende pejs. Mens han stod og så ind i flammerne fra den brændende, hellige bog, flagrede en halvbrændt side ud og faldt ned for hans fødder. Nysgerrig tog han bladet op - men hans foragtelige smil blegnede hurtigt, da han læste de eneste læselige ord på papiret, understreget af ilden og røgen: »Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.« Luk. 21, 33.
Jorden blev oversvømmet af vand, og næsten alt levende omkom på Herrens ord. Noah og de, der var med ham i arken, fik lov at leve til evigt vidnesbyrd om ordet, der består.
Sodoma og Gomorra gik under, og der var intet tilbage. Men Guds ord om Sodoma og Gomorra vil læses og huskes til tidernes ende, og i evigheden kan Lot fortælle om Sodoma, som den eneste, der blev frelst derfra!
Jerusalems tempel blev ødelagt, men Jesu ord om det lever og vil leve.
Jeriko faldt, og til bekræftelse af det ord, som aldrig forgår, finder man nu resterne af de faldne mure.
Menneskenes herlighed er som græsset. Vort liv er kortvarigt som røgen. Skal vi bestå, må vort liv være bygget på det, der ikke forgår, på Guds evige, levende ord.
En ny krig har hærget verden værre end nogen før. Millionbyer faldt i grus, landskaber ødelagdes, markerne var borte, gårdene forsvundet. Har vi så af alt dette lært at sætte vor lid alene til Guds løfter?
