En from sjæl spurgte engang Luther: »Hvordan kan det være, at jeg altid skal være så ulykkelig i denne verden, og ikke få, hvad jeg ønsker mig mest? Det går altid imod min vilje.«
Da spurgte Luther: »Har du nogensinde for alvor bedt: Vor Fader, ske din vilje?« - »Ja vist har jeg forsøgt også at bede denne bøn for alvor,« var svaret. Da sagde Luther: »Ja, der har du det. Sådan skal du aldrig bede, dersom du vil, at det skal gå efter din egen vilje.
Vor vilje er ond. Den er smittet af synd, ledet af lyster og begæringer, kødelig i sin natur.
Vor vilje fører os derfor ofte på afveje. Vor vilje er ofte modsat Guds vilje.
En af Guds nådes virkninger i sine børn er, at han virker både vilje og kraft til hans velbehag. Men Gud virker ikke uimodståelig. Han tvinger os ikke ind under sin vilje. Men han kalder og drager. Vi frelses ved at bøje vor trods og vor egenvilje ind under Guds frelses vilje.
Det harmoniske og lykkelige kristenliv findes, hvor egenviljen er blevet afsat. Ikke ved tvang. Men ved kærlighedens hengivelse og i tillid til Gud. I ordet lærer vi Guds ord at kende. I bønnen gør vi Kristus til herre og siger:
»Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden;« Matt. 6, 10.
