For nogle år siden var der en stærk tørke i Schweiz. En lille bjergelv, der ellers aldrig tørrede ud, gjorde det den sommer. Da kom der et klippestykke til syne midt ude i elven. På klippeblokken stod der indhugget: »Når I ser mig igen, skal I græde.« Disse ord var hugget ind for omtrent 200 år siden under en lignende tørke.
En dag vender vort liv tilbage. Det sker den dag, da Gud skal dømme alle efter deres gerninger. Da må vi igen se og høre alt, hvad vi sagde og gjorde, og alt, hvad vi skulle have sagt og gjort. Der bliver nok mange tårer den dag. Men skal det kun være tårer?
Ungdomstiden vender tilbage lige så sikkert, som bonden engang må høste, hvad han såede.
Mange bruger deres ungdom på samme måde, som singaleserne bruger våren. Når palmerne blomstrer, plukker de blomsterklaserne, smykker deres huse med dem og holder fest i tre dage. Når kokoshøstens tid kommer, sulter de halvt ihjel.
De, der kun ler og tager livet let i ungdommens vår, får grund til at græde, når høsten kommer, og sjælen er ved at dø eller måske allerede er død.
Sand glæde for hele livet ejer kun den, der tager ikke blot livet, men også evigheden alvorligt. Da må der blive gråd og sorg over synden og bøn om nåde. Da må det være kamp og ikke kun leg. Uden kamp ingen sejr.
»De, der sår under tårer, skal høste med jubel.« Salme 126, 5.
