Ved en mole sad en, lille dreng og roede i en båd. Han roede til af alle kræfter, så sveden løb. Han syntes, det gik langsomt og tog endnu kraftigere fat. Men båden ville ikke rigtig i gang. Han havde glemt at løsne fortøjningen.
»Kristendom, der marcherer på stedet,« det er dem, der aldrig på Herrens ord har begivet sig ud på dybet. Kristne, der ikke har sagt ja til at blive gjort til menneskefiskere, de kommer heller ikke til at opleve Kristi undergerninger.
Livingstone plejede at sige på sine rejser i Afrikas ukendte indre: »Jeg vil gå hvor som helst, bare det går fremad.« Og han oplevede, at Jesus gik foran og banede vej.
Har du kastet ankertovet? Gør du kun det, du er vis på at kunne klare, eller vover du på Herrens ord at gå ind i det umulige?
Nogle »kristne« vidner aldrig: Andre erkender, at lyset må sættes i stagen, og vidner om deres frelser. Men kun, når det ikke koster noget. De oplever lidt eller intet. Nogle brænder, for deres herre og føler nøden for de ufrelste, således at de må vidne der, hvor ingen vidner, der, hvor de bliver til nar, der hvor de må gribe chancen i farten.
Selvtillidens og magelighedens fortøjninger må hugges over, ærgerrighedens og storhedens ankerkæder må briste, hvis vi skal blive menneskefiskere. De brast for Peter, da han så, at alle båndene gjorde ham til fornægter og han grædende gik bort fra Jesu fjenders bål.
»Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os.« Hebr. 12, 1.
