I en tæt, uigennemtrængelig tåge stødte to skibe sammen ude på Atlanterhavet. Det var »Republic«, der kom fra Amerika og »Florida«, der kom fra Europa. Begge skibe var synkefærdige. Fra det ene skib blev der ustandselig sendt nødråbet: »To skibe er i havsnød. Kom og hjælp.« I fjorten timer blev telegrafisten ved, men tilsyneladende forgæves. Skibene sank tomme for tomme. Pludselig lettede tågen. Og hvad så de? Rundt omkring ulykkesstedet lå ti skibe klar til at hjælpe. Skibene havde ændret kurs på deres nødråb. Hjælpen var undervejs, men de så den ikke, før tågen lettede.
Det sker, at man synes, det er helt forgæves at bede. Man hverken ser eller mærker noget til bønhørelse. Man beder om at komme Gud nærmere, men føler sig kun mere på afstand. Man beder om at blive stærk i fristelserne, men føler sig svagere og mere hjælpeløs end nogensinde. Men en dag forsvinder vantroens tåge, og man ser, - at netop denne svaghedsfølelse var bønhørelse, thi derfor blev man afhængig af Gud.
Når vi beder om hjælp i særlige vanskeligheder, og når vi beder om frelse for nogen, der står os nær, da sker det, at Gud lader os vente lidt på svaret. Ja, med enkelte ting må vi vente hele livet. Da kan tvivlens og modløshedens tåge lægge sig over sindet. Men stoler vi på Herrens løfter, skal vi med troens øje se bønhørelsen, før vi oplever den. Og vi kan takke, før svaret er der.
»Han sagde: »Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld.« Dan. 10, 12.
