Efter en præken i en kirke i Amerika blev en fremmed mand stående og bad om at tale med Didrik Andersen, der havde talt den formiddag. Det blev en lang samtale, der endte med, at manden bøjede knæ for at give sit liv til Gud. Han lovede at komme igen om aftenen. Men til Andersens store skuffelse kom han hverken den eller de følgende aftner. Først torsdag aften kom han tilbage, men da strålede han over hele ansigtet; Han bad om undskyldning, fordi han ikke var kommet før, men han havde haft så travlt. Han havde nemlig besøgt sine gamle venner og fortalt dem om sin beslutning og bedt dem søge frelse, og nu var han så lykkelig. Han udnyttede tiden godt, og godt var det. Om lørdagen faldt han ned i lasten på et skib, som han lossede, og om søndagen var han død.
Selvom du er ung, kan din arbejdsdag alligevel blive kort. Hvis du har oplevet den store glæde, at du tror på dine synders forladelse, da har du et glædesbudskab at bringe til dem, som endnu ikke ved, hvad ren, dyb glæde er.
Hvis ikke hele livet skal løbe fra os, må vi begynde i dag at arbejde i Herrens vingård. Morgendagen er ikke vor. Også her gælder det at købe den belejlige tid, både for deres skyld, der trænger til et glædesbudskab, og for vor egen skyld.
»Men så sagde de til hinanden: »Vi bærer os ikke rigtigt ad. Dagen i dag er en dag med godt nyt, og vi tier bare stille! Venter vi til daggry, pådrager vi os skyld. Kom, lad os gå hen og fortælle det i kongens hus.«« 2. Kong. 7, 9.
