Det var i begyndelsen af forrige verdenskrig. På et militærlazaret i Polen lå en hårdt såret tysk officer. Da feltpræsten bøjede sig over ham, hørte han ham hviske med stort besvær: »Hr. pastor, da jeg gik i krig, havde jeg kun eet ønske: at få jernkorset som belønning for tapperhed. Da jeg så blev såret, satte jeg hele min lid til Røde Kors. Men nu ved jeg, at hverken lægerne eller sygeplejerskerne i Røde Kors kan hjælpe mig mere - nu retter jeg blikket mod det kors, som hænger der på væggen.«
Præsten vendte sig mod billedet af den korsfæstede, der så ned på den døende soldat. Man kan leve uden korset og endda tro, at alt er godt, men det er håbløshed og fortvivlelse at dø uden korset. Derfor griber mange efter korset til slut. Men det er det allersidste, et menneske gør. Kun den bitre nød får et menneske til at søge korsets kraft.
Netop: derfor blev dog ofte for sent. De kunne ikke gribe det, og gik ind i mørket. Lykkelig den, der opgiver sin dårskab og stolthed og modtager korsets kraft i de unge år. Han vil opdage, at korset giver kraft også til at leve. Ja, at livet ved Kristi kors er det eneste sande liv. For der er livets centrum. Uden korset er et menneske, uden centrum i tilværelsen, - ja, som et skib på havet uden ror.
»For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft.« 1. Kor. 1, 18.
