Om en af Hans Nielsen Hauges unge venner, Ole Christiansen fra Romsdal, fortælles det, at han blev omvendt som 19-årig. Men han ville så gerne vejledes af Hauge. Af breve fra Hauge til vennerne fik han at vide, at Hauge var i Bergen. Og så besluttede han sig til at drage dertil. Han havde ikke begreb om, hvor det var. Og han var ikke kommet langt fra hjemstavnen, før han begyndte at spørge efter Bergen.
Folk morede sig over ham. Men han spurgte og spurgte og gik og gik. Til sit ophold tjente han ved at arbejde på gårdene undervejs.
Frem nåede han, og i Bergen spurgte han videre, til han fandt Hauge. Og så fik han lov til at være sammen med denne sjælesørger og tale ud med ham om alt, hvad der angik hans saligheds sag.
Ægte, kristen ungdom er begejstret og ivrig for Kristi sag. Sand iver er ungdommens særpræg og styrke. Den, som er ivrig efter at trænge ind i Guds ord og få indsigt i de evige ting, sætter noget ind på det, og kommer også til at opleve, at Gud lønner den ivrige.
Ivrige, unge kristne tænder også hos andre den glød, der brænder i dem selv. Iver er uundværlig, hvor nyt land skal vindes. Hvor slaphed og magelighed slår sig til ro og siger: »Hvad kan det nytte?«, der går iver og begejstring på bølgerne med blikket fæstet på Jesus.
Guds rige trænger til unge som Titus:
»Men Gud ske tak! Han indgav Titus den samme beslutsomhed for jer, for han sagde ja, da vi bad ham, og da han er så beslutsom, rejser han på eget initiativ til jer. « 2. Kor. 8, 16-17.
