En mand kørte sammen med den gamle lægprædikant Per Nordsletten. Pludselig pegede Nordsletten op på et hus og sagde: »Der beder de.« »Er de troende der?« spurgte den anden. »De beder,« svarede Nordsletten. Han syntes, det var nok.
Når lægerne er i tvivl om, hvorvidt et menneske er død eller endnu lever, holder de et spejl op foran munden på den syge. Bliver spejlet dugget, er det livstegn.
Bønnens åndedræt er den troendes sikreste livstegn. Har sjælen været død, så vækker Jesus den til live, når bønnen begynder. Sand bøn er hjertets dør, åben på vid gab for ham, som er livets herre.
Nathan Soderblom siger: »Det, som skiller mennesket fra dyret, er bordbønnen.« Sikkert er det, at det menneske, som ydmygt bøjer sig i bøn til Gud, sejrer over det lave og dyriske i sin karakter.
Bønnen er nøglen til livets kilder. Da livet begyndte hos Saulus fra Tarsus, sagde Gud om ham: »Se, han beder.« Livets kilde, glædens og fredens og kraftens levende livsstrømme flyder frit inde i hjerter, som er i bøn. Bønnen er troens øsekar, og man får så meget af Gud, som man øser i bøn af frelsens kilde.
»I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.« Es. 12, 3.
