En lille dreng sad på skolebænk i 1. klasse. Han skulle lære at skrive med blæk. Men så lavede han en fæl blækklat. Og en til. Og til sidst, da han skulle lægge trækpapiret på, tværede han blæk ud over hele siden. Da rakte han hånden op: »Frøken, må jeg vende bladet og begynde forfra?« Lærerinden nikkede, og drengen bladede, fandt en fin, ren side - og begyndte forfra.
Sådan er Jesus. Han tilbyder os at begynde forfra, når det er gået galt for os, og livet er blevet tilsølet af synd. Sakkæus fik lov at begynde forfra, og bladet vendte sig i hans liv. Det blev til et »før« og et »nu«. Et plettet og syndigt »før«, og et rent »nu«, parat til at fyldes med gode gerninger. Den samaritanske kvinde måtte begynde forfra, kvinden, som var grebet i hor, ligeså. Og Jesus sagde til hende: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå bort og synd ikke mere.«
Og den fortabte søn mødte ingen bebrejdelser, og fik ingen straf. Nej, alt blev nyt. Det er ikke sådan, at Gud overser vor synd, eller at han tager det let med det onde. Nej. Men Gud sonede synden i Jesus Kristus. Derfor får vi ikke bare lov til at blade om og begynde på ny. Men alt det gamle bliver udslettet. Og Gud kommer det ikke mere i hu. Vi skal også få lov til at glemme det, der ligger bag os og række efter det, der er foran. Det er nåde.
»Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld.« Es. 1, 18.
