Jeg besøgte en gang to syge. Den ene var en kvinde i firserne. Hun var for to år siden kommet til skade, så det ene ben måtte amputeres. Nu græd og jamrede hun hele tiden over, at hun ikke kunne færdes, som hun ville. Og dog kunne hun vente at dø hver dag.
Den anden, jeg besøgte, var en ung pige. Hun var femogtyve og havde været syg i flere år. I den sidste tid var hun blevet næsten lam. Hun kunne lige sidde i en stol, når hun blev stablet op med puder på begge sider. Og det var kun med stort besvær, at hun formåede at spise.
Hos den unge pige fandtes der ikke spor af bitterhed over hendes skæbne. Moderen og de andre af familien sagde, at de aldrig havde hørt hende klage. Gennem den unge piges sygdom var hendes moder blevet en kristen.
Så modsat kan vort sindelag være, så forskelligt kan prøvelser virke. Der, hvor lidelser bliver til bitterhed og misfornøjelse, der bliver lidelsen også meget større, ikke alene for den syge, men for hele familien.
Lidelsen kan også frembringe en smuk og sjælden frugt, der hedder tålmodighed. Den gror næsten kun i prøvelsens jord og i, lidelsens skygge. Men den virker herlig forfriskende på alle, der kommer i dens nærhed og får lov at smage den.
Hvordan får vi denne, Åndens frugt? Ved at leve i Jesu nærhed og gå til ham med alt, hvad der tynger os. Da lærer vi af ham, der var tålmodig og ydmyg af hjertet. Hvordan tager du modgang og lidelse?
»Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.« Rom. 5, 3-4.
