To skibe stødte sammen på Themsen i tæt tåge. Kun en tredjedel af de ni hundrede passagerer blev reddet.
I søretten var to færgemænd indkaldt for at forklare, hvad de vidste om ulykken. De havde begge lige forladt deres både, da de hørte sammenstødet og nødråbene fra de druknende.
Den ene fortalte, at han skyndte sig hen til stedet og reddede så mange, han kunne. Og da han så, at folk druknede rundt omkring ham, råbte han: »Min Gud. En større båd.«
Den anden måtte indrømme, at han også havde hørt råbene. Men han var træt. Ingen havde set ham, tænkte han. Og så lod han båden ligge og gik hjem. Det blev hans skam resten af livet.
Rundt om os drukner menneskesjæle i syndens hav. Hjælpeløst synker de. De kan ikke modstå lysternes tiltrækning. Ingen har kraft i sig selv til at holde sig oppe. Derfor trækker strømmen dem rask mod afgrunden, mod undergang og evig fortabelse.
De frelste føler kraften fra oven. De ejer en redningsbåd, og de kan tilbyde alle uden undtagelse frelse. Her er båden ikke for lille. Her er kun alt for få til at række de synkende sjæle håbets og frelsens ord. Kender du de fortabte sjæles nød? Eller trøster du dig med, at du har dit på det tørre, uden at røre en finger eller bede en bøn for de ulykkelige? Vi må være sjælevindere hver på vor plads, hvis vi skal redde vor egen sjæl.
»Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen.« 1. Kor. 9, 22.
