En kvinde, som i mange år havde levet uden Gud, fortalte, hvordan hun havde mistet livet i Gud. Som ung og nygift havde hun i flere år ledet en søndagsskole. Så flyttede de og kom til et sted, hvor der kun var ringe kristelig interesse. Hun sløjede hurtigt af, selvom hun stadig, til en vis grad levede med Gud.
Flere gange havde Gud villet have hende til at begynde en søndagsskole, hvor hun nu boede. Hun var uvillig. En dag kom nogle troende ledere til hende og sagde, at de havde fået en klar påmindelse om, indtrængende at bede hende gå i gang med en søndagsskole. Der var ingen andre, der egnede sig dertil, mente de. Men hun sagde nej. Da hun fortalte mig det, til føjede hun: »Fra det øjeblik var Gud ligesom blevet borte for mig.«
Guds kald er alvorligt, enten det er kaldet til omvendelse eller til tjeneste. Og disse to kald kan vanskeligt adskilles. Alle som bliver frelst, bliver også kaldt til, tjeneste for Gud. Den, som er ulydig mod Herrens kald, mister ikke blot lydighedens velsignelse og glæde. Han risikerer at miste selve livsforbindelsen med Gud. Der kræves ingen kraft til ikke at udrette noget.
Johannes Døberen blev kaldt: En mand, udsendt af Gud. Og Paulus siger om alle kristne: Så er vi da sendebud i Kristi sted.
Er du svag og mat, mismodig og uden levende forbindelse med Herren? Tror du, at du er uanvendelig i Herrens tjeneste? Så tager du fejl. Han bruger os, hvor svage, forsagte, og onde, vi end er. Esajas var en mand med urene læber. Bad hans svar også være dit.
»Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!«« Es. 6, 8.
