Vi taler ofte om elskværdige og uelskværdige mennesker. Med elskværdige mennesker mener vi dem, som er hyggelige og venlige imod os, smilende, hjælpsomme og imødekommende.
Ordet elskværdig må vel betyde: en, som er værd at elske. Og sådan er det gerne blandt os. Vi synes, at de gode, tjenstvillige og omgængelige er værd at elske. Men de onde, stygge og fjendtligt indstillede - de er ikke vor kærlighed værd.
Sådan er Gud ikke. Gud elsker de uelskværdige. Jesus var sådan, at alle toldere og syndere holdt sig nær til ham. Den sidste, Jesus frelste, før han døde, var en røver. Den første, han sendte personlig hilsen til efter opstandelsen, var Peter, som havde fornægtet ham.
De sidste ord fra Luthers hånd skal være disse: »Vi er tiggere, det er sandt. Men det er også sandt, at den ejer alt, Jesus, som ejer dig.«
Alle mennesker er tiggere overfor Gud, uværdige til alt. I så henseende er der ingen forskel. Men alle kan blive rige. Alle kan blive frelst. Alle kan, som den fortabte søn, komme hjem og få barnekår, nye klæder, sko på fødderne og ring på fingeren. Alt af nåde.
Hos Gud hersker samme kår for alle, fordi alt er af nåde. Vi får samme far, samme arv, samme hjem, samme borgerskab i Himmelen. Vi har samme håb. Om alle Guds børn, hvad enten de er frelst i sidste øjeblik, eller de - som vi - har levet med Gud lige fra deres dåb, hedder det: vi skal blive Jesus lig, når vi får ham at se, som han er.
»Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. .« Rom. 3, 22-24.
