I 1917 afholdtes en kongres for den russisk-ortodokse kirke. I to dage diskuterede præsterne, om de skulle bruge en hvid eller en gul messehagel ved en bestemt ceremoni. Samtidig rasede revolutionskampen ikke langt derfra, og mange mennesker mistede livet.
Livsfjern og kraftesløs må vi kalde en sådan kristendom. De er optaget af at diskutere kristenlivets former, adspredelser og klædedragt, og hvad en kristen kan deltage i. Alt sammen set ud fra deres egen, snævre synsvinkel. Mens deres kammerater går på fortabelsens vej, og mange af dem ødelægger både sjæl og legeme i synd, er disse egoistiske kristne optaget af deres ydre former, i stedet for at de skulle tænke på at frelse deres kammerater.
Stort bedre står det ikke til med de unge kristne, som kun er optaget af deres egne følelser, deres egen helliggørelse, deres egen vished og deres egen lykke. Kristen selvoptagethed er synd. Vi skulle i stedet for være optaget af Kristus. Var vi det, ville vi også være optaget af at vinde sjæle for Gud. For det er det, Kristus venter af os.
Spørgsmålet om den kristne livsform vil afgøre sig selv, når vi blot ejer den kristne livskraft. Da bliver det heller ikke blot et teoretisk eller rent personligt spørgsmål om, hvad en kristen kan beskæftige sig med - og hvad han helst skal undgå. Da er der kun et, det drejer sig om: Hvordan vi helst skal fremme Guds rige. Er det dit livsprogram?
»Væk ikke anstød, hverken hos jøder eller grækere eller i Guds menighed. Selv prøver jeg altid at være alle til behag og søger ikke mit eget bedste, men de andres, for at de kan frelses.« 1. Kor. 10, 32-33.
