Spurgeon fortæller, om en mand, som skulle dø og derfor sendte bud efter præsten. Da præsten kom, sagde manden: »Husker De en ung mand, som fulgtes med Dem fra et møde for mange år siden?« Nej, det huskede han ikke. Jamen, det gør jeg, og det endda særdeles tydeligt,« sagde den anden. »Jeg vil aldrig glemme Deres tale den gang.« »Tak Gud for det,« sagde præsten. »Nej,« svarede den døende mand, »det kan jeg ikke, for nu skal De høre. Vi gik sammen hen til mødet, men vekslede ikke mange ord, for De tænkte på Deres præken. Den gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg besluttede mig til at give Kristus mit hjerte. Men på hjemvejen begyndte De at sige vittigheder og tale om alvorlige ting på en meget lidt ærbødig måde. Den aften fik jeg afsky for al religion og for Dem, som forkyndte den. Nu går jeg fortabt, men mit blod skal kræves af Deres hånd.« Og med disse ord på læben døde denne mand.
Ordets forkyndelse og unge kristnes vidnesbyrd må stå i samklang med vore ord udenfor møderne, ellers mister vidnesbyrd sin kraft.
Også blandt kristen ungdom er jargon og pjat en fare. Højrøstet tale og uværdig adfærd ovenpå et møde virker ganske, som når småfuglene æder alt det nysåede korn.
Vi skal stå til evigt ansvar for vore ord. For ordene har evigheds betydning. Et lille ord på rette sted - og til rette tid - kan hjælpe en vakt sjæl til at tage det afgørende skridt og blive frelst. Har dine ord det formål?
»På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Matt. 12, 37.
