En ung mand havde stridt og kæmpet for at blive en kristen. Men det lykkedes ikke for ham. Fortvivlet gik han til John Mott og klagede sin nød og spurgte: »Hvad skal jeg gøre?« »De er for sent ude,« svarede Mott roligt. »For sent? Men De siger i alle Deres taler, at det gælder om at blive en kristen og begynde et nyt liv, helst med det samme.« »De er for sent ude,« gentog Mott. »Det, De skulle gøre, er gjort, Jesus har lidt i Deres sted.«
Himmelens rige betragtes ofte som en stor kirkegård, og det at blive en kristen som en begravelse. Det gamle liv må afhugges, man må holde op med de fleste fornøjelser, bryde med sine venner, holde op at lyve og være uærlig, sætte sine egne interesser til side og gøre det, man mindst har lyst til. Selvom dette er i orden, så bliver det alligevel forkert, for man ser kristenlivet fra et galt synspunkt.
Jesus ligner Himmelens rige med en konge, der holdt bryllup for sin søn, og det at blive en kristen er netop at være gæst ved kongesønnens bryllup.
Med indbydelserne følger også en ny bryllupsdragt. Skulle den indbudte med sorg tænke på, at han må lægge de gamle klæder, vaske sig og iføre sig den ny, rene dragt? Skulle han sukke over, at han ikke længere skal spise den samme mad, som før? Nej, han skulle glæde sig, takke og tage imod. Sådan er det at blive en kristen.
»Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!« Matt. 22, 4.
